En mangfoldig generation

Politiken, 21. maj 2008

Igennem snart to årtier er der blevet kæmpet om fortolkningen af ’68’s og 70ernes politiske ungdomsoprør. Herhjemme har Weekendavisen i en længere årrække ført sin egen heroiske værdikamp, hvor borgerlige krigere som Ulrik Høj og Bent Jensen har ført korstog mod datidens venstrefløj, som må bære tunge beskyldninger og anklager for at have undergravet de demokratiske grundværdier. Vi har hørt meterlange offer-klager om fæle 70’er pædagoger, som har undertrykt sunde borgerlige instinkter for slet ikke at tale om skumle universitetsmarxister, der har ensrettet forskningen og afsporet universiteterne. Vi har hørt angreb på angreb på den forkælede 68-generation, der, som Niels Krause-Kjær nylig skrev (og Henrik Dahl før ham), altid har raget til sig og ingen skam i livet har. Alt ondt stammer fra ’68erne!

Nu er vi i gang med 40års jubilæet, en fin anledning til endnu engang at polere lidt på de gamle myter. Politiken indleder festligholdelsen med at invitere Henrik Jensen til at reflektere over 68-fænomenet. Han er jo historiker, så han må være kompetent. Desuden har han alderen til at have personlige erfaringer, hvad flertallet af de andre skribenter ikke har.
Desværre fortæller Henrik Jensen, som kun var 21 år i ’68, at han ikke rigtig var med i noget som helst. Han havde det bedst som tilskuer. Henrik Jensen er tilsyneladende en af mange borgerlige meningskustoder, der ikke er bleg for at deltage i den almindelige historieforvanskning af det antiautoritære ungdomsoprør.
Det billede han tegner er urovækkende forsimplet: Hele 68-oprøret kan i hans øjne koges ned til, at det handlede om oprørernes selvrealisering og egocentriske ambitioner, som blev skjult under tomme fraser om revolution og samfundsomvæltning. Ingenting kom der ud af det, det hele var luft. Det er alt sammen hørt før – men det bliver det ikke mere rigtigt af.

Skal vi søge efter kernen i 60’erne og 70’erne antiautoritære bevægelser, må man gå noget mere seriøst til værks. For det første er ungdoms-og studenteroprøret, som i parentes bemærket foregik i hele den vestlige verden, ikke en entydig politisk strømning, men et væld af forskellige og til tider modsatrettede græsrodsbevægelser og kritiske retninger, som på mange måder har sat sine klare spor i nutidens samfund.
For det andet er det hverken meningsfuldt eller troværdigt at reducere disse græsrodsbevægelser til en elitær universitetsmarxisme. Det kan fint være, at Henrik Jensen og andre i en periode har følt sig trynet af det kapitallogiske tanketyranni, men det er og bliver et marginalt og afsondret fænomen, som aldrig trivedes udenfor meget snævre cirkler.
For det tredje er det nødvendigt at forstå 68-bevægelserne som ikke bare en omfattende kulturrevolution, der skabte en ny bevidsthed om sammenhænge og strukturer, men som frem for alt en kaotisk, dynamisk modernisering af et samfund, der var gået i stå i gamle udtjente hierarkier, støvede tankegange og stivnede samfundsstrukturer.
For dem der ikke har oplevet det danske samfund indlejret i efterkrigstidens tykke sovs af undertrykkende autoritær traditionalisme, er det svært i dag at begribe, hvad der egentlig var oprørets baggrund og drivkræfter. Et par eksempler: et skolesystem med omhyggelig social sortering, kæft trit og retning samt fysisk afstraffelse frem til 1967, et erhvervsliv med kaserneagtig disciplin og ensretning, et afsondret og verdensfjernt universitetssystem med total magt til professorerne, et militær med 16 måneders tvungen værnepligt og meningsløs nedbrydning af individet og enhver selvstændig tankevirksomhed, et kønsrollemønster der nedstammede i lige linje fra det bigotte 1800-tals (små)borgerskab med massiv undertrykkelse af kvinderne på alle planer.
Et samfund der også stadig levede videre i tåger af gamle imperialistiske strukturer og tankegange, stærkest udtrykt i Vietnamkrigen, som en stor del af vores generation engagerede sig imod. Opdagelsen af Vietnamkrigens rædsler blev politisk skoling for ungdommen, der for første gang oplevede krigens meningsløse brutalitet på tv-skærmen med skrigende børn, forbrændte af napalm og forladt af al politisk og menneskelig fornuft.
Det antiautoritære ungdomsoprør var uhyre samfundskritisk, fordi datidens samfund i den grad trængte til fornyelse og mere demokrati, og oprøret tilbød derfor et andet menneskesyn, som banede vejen for en frisættelse af individet. Opgøret med professorvældet, inspireret af det amerikanske og franske studenteroprør, kom ikke fordi de unge studenter higede efter selv at indtage professorstolen, men fordi hele uddannelsessystemet var oldnordisk og hierarkisk ligesom datidens militær- eller hospitalsafdelinger. Overalt havde professoren, overlægen eller obersten en enevældig magt til at skalte og valte, som han ville. Ja, ”han”, for de var alle mænd, hvilket fører os videre til det måske vigtigste oprørsfelt: kvindefrigørelsen.

En bevægelse Henrik Jensen helt fortier, sikkert fordi den overlevede længere end de fleste mænd og magthavere dengang håbede. For den moderne demokratiopfattelse blandt de unge kvindeoprørere indbefattede i høj grad også dem selv med alt, hvad det indebar af ligestilling og frigørelse. Om det så handlede om ligeløn, fri abort, seksuel frigørelse, medbestemmelse over egne fødsler eller den forandring af familien, som var nødvendig. Patriarkatet stod for fald. At kvindekønnet trådte i karakter og erobrede nye positioner i samfundet er en kendsgerning, og det er karakteristisk, at dette omfattende opbrud skete i løbet af godt et årti. Alle, også kvinder på højrefløjen var påvirket af denne bevægelse og enhver Pia Kjærsgaard eller Lene Espersen kan takke 70ernes kvindebevægelse for at have banet vejen for deres politiske karriere. Patriarkens fald betød også helt elementært, at børns skæbne og fremtid ikke mere var forudbestemt af deres fædre, at de fik frihed til selv at bestemme over deres eget liv. Nogle siger, at 68’erne var den første individualistiske generation, men den udviklede samtidig et utal af visioner for fællesskabet. Her er eksempler på, hvad der i disse år blev skabt af kritiske, kreative og lettere kaotiske fællesskaber.

Datidens borgerlige traditionalister og eksperter grinede sig halvt ihjel over de kritiske analyser, der blev lavet om fremtidens miljømæssige mareridtsscenarie, blandt andet af organisationer som Noah. Man analyserede forureningen af omgivelserne, rovdriften på ressourcerne og forringelsen af fødevarerne, som allerede dengang var godt i gang. Det er desværre alt sammen gået i opfyldelse, for stort alt, hvad der sker med miljøet og truer med massive klimaforandringer i dag, er forudsagt af 70ernes samfundskritiske miljøkæmpere. Det er rystende, at den indsigt i den industrielle vækstmaskines skyggesider, der blev formuleret for 40 år siden, først for ganske nylig er blevet opdaget af det politiske establishment.
Energipolitikken er et tilgrænsende område, hvor de etablerede eksperter og traditionalister har haft travlt med at nedgøre alternativerne til den storindustrielle energiproduktion. Efter at anti-atomkraftbevægelsen fra 60’erne havde skabt så stor modstand i befolkningen, at kernekraften blev taget af dagsordenen, blev vindkraften gjort til et centralt energipolitisk tema i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne af energibevægelserne – og de blev mødt af massiv latterliggørelse. I dag er vindmølleindustrien landets største industri, som har skabt i tusindvis af arbejdspladser og eksporterer for milliarder. 68’erne har diskuteret alternativer til den miljøblinde og ressourceforbrugende organisering af samfundet i henved to generationer. Nu hvor klimakatastrofen lurer lige om hjørnet kan ingen blive grønne nok – selv Bush og Fogh Rasmussen giver den som miljøforkæmpere. Glemt er det, hvem der formulerede problemerne, satte sagerne på den politiske dagsorden og pegede på alternativerne.

En anden udløber af dette område var den kritik af arbejdsmiljø og -vilkår, der blev lavet af fagkritiske studenter i samarbejde med fagforeningerne. Malerrapporten, Bryggeriarbejderrapporten er blot et par eksempler på undersøgelser, som afdækkede horrible forhold for arbejderne på en lang række virksomheder. Disse rapporter grundlagde væsentlige indsigter i sammenhænge mellem sygdomme og arbejdsforhold, som langsomt i de følgende år blev erkendt og integreret i det offentlige arbejdsmiljøsystem. Det er her den senere akademiske disciplin ”arbejdsmedicin” har sine rødder, hvor mange dygtige forskere opnåede markante resultater med forbedring af arbejdsmiljøet for tusindvis af arbejdere.
Henrik Jensen og andre med ham vrænger ad kampen for pornoens frigivelse. Det kan man da godt, for vi er mange, der er hyperkritiske overfor den udvikling, pornoen siden fik og den gangsteragtige industri, den udviklede. Men man skal lige huske, at blot billedet af en nøgen menneskekrop dengang var utilladeligt, fremstillinger og billeder af seksuelle situationer kunne føre både til fængsel og større bøder. Offentligheden var præget af en skræmmende bornerthed og seksualitetsfornægtelse, som 60ernes ungdomskultur og rockmusikken var et tiltrængt opgør med. Seksualitetsfornægtelsen gik ikke mindst ud over kvinderne, der stadig ansås for billige eller luderagtige, hvis de syntes om sex, især udenfor ægteskab men sandelig også indenfor.

Datidens sprudlende oprør gjorde mange mennesker kreative, og mange blev siden kunstnere og idéudviklere, og ikke så helt få af dem fandt i 90erne ind i it-bølgens mange små og store virksomheder, hvor de prøvede at realisere idealerne om den åbne adgang til viden og fri kommunikation. Borgerlige udlægninger af datidens oprør har gerne travlt med at hævde, at de fleste af datidens idealister endte som professorer eller i andre magtfulde stillinger. Det gjorde enkelte naturligvis med Karen Jespersen og Ralf Pittelkow som kendt eksempel, men sjovt nok er det ikke oplevelsen for os, der dengang var en del af ’det nye venstre’ at det på nogen måde er det generelle billede. Det var nemlig ikke karakteristisk for folk i bevægelserne, at de gik efter magten, men derimod at de gik efter det meningsfulde, efter at føre deres ideer ud i livet.
68-oprøret var 1900-tallets sidste store utopi og er som sådan både interessant og vigtigt. Det fejres i alle de vestlige lande med artikler, tv-film og debatter mens det i den hjemlige andedam langt hen ad vejen fejes til side med hånlige vrængende bemærkninger fra den borgerlige fløj. Hvor provinsielt kan det blive?

Skal man forstå de dybereliggende lag i den samfunds- og kulturudvikling, som oprøret i ’68 er udtryk for, er det nødvendigt at se på forandringerne i samfundets struktur: relationerne mellem økonomi, politik og det civile samfund. Den voldsomme økonomiske vækst siden slutningen af 1950’erne havde skabt stor velstandsstigning og en glubende efterspørgsel på arbejdskraft. Men i magtforholdet mellem individer og offentlige myndigheder og autoriteter, havde der ikke været nogen nævneværdig udvikling i mange årtier og derfor fremstod de offentlige myndigheder og institutioner som levn fra en svunden tid. Det er denne modsætning og usamtidighed, som sætter borgerne i det civile samfund i bevægelse i slutningen af 1960’erne.
’68 er en eksplosion af liv, energi, frihedstrang, ny bevidsthed og opfindsom nytænkning med den store unge efterkrigsgeneration som igangsætter. For den oplever, at der ingen hjælp er at hente i traditionen, der ikke kan give brugbare opskrifter på, hvordan de nye udfordringer skal håndteres. Der skal i stedet eksperimenteres med nye arbejdspladsstrukturer og arbejdsrelationer, institutioner, kønsroller, familieformer osv. De stivnede relationer mellem mennesker i institutionerne skal omformes og demokratiseres. Derfor reformeres universiteterne og giver plads til medbestemmelse for lektorer, studerende og TAP’ere, derfor demokratiseres erhvervslivet i form af selvstyrende grupper m.v., derfor antastes lægers, læreres, eksperters (mandlige) autoritet og legitimitet i en proces, hvor almindelige borgere går ind og kræver medbestemmelse overalt. Det er essensen af det anti-autoritære.
Lægen er ikke længere alvidende, og vi stiller krav til ham. Professoren kritiseres for sit magtmonopol til at definere korrekt videnskabelighed. Læreren skal give eleverne plads til selvstændig tankevirksomhed og kreativitet i stedet for at fortsætte en evig monolog. Også virksomhedslederens enevældige magt blev omformet af tidsånden og arbejderen fik medbestemmelse. Den proces er en kamp, for den handler om, at nogle skal afgive magt. Det er også en gigantisk fest, hvor den kraft og energi som individernes frisættelse udløser, skaber kunstneriske eksperimenter inden for musik, teater, film, litteratur men også ny forskning, alternative miljøer og ny politik.
Der skabtes eksempelvis stribevis af alternativer til den borgerlige offentlighed, fordi de nye ideer blev sablet ned overalt. Der udkom nye blade, dagblade og forlag, hvor der kunne diskuteres i fred. Der skabtes tillige produktionskollektiver indenfor landbruget med de første økologiske landbrug, f.eks. Svanholm. Der skabtes filmværksteder og filmkollektiver og huse og steder til alle disse nyskabelser, hvor visionerne blomstrede. En enorm udladning af visioner for fremtidens samfund, som vi den dag i dag nyder frugterne af.

Skal historien om ’68 derfor fortælles redeligt til nutidens unge, så skal den store mangfoldighed med i billedet. Derfor duer det ikke, når Henrik Jensen og andre manipulerer ved at sammenblande alle holdninger og fraktioner fra dengang til én stor samlet, entydig bevægelse. Det var der slet ikke tale om. Så ville bevægelserne aldrig have kunnet manifestere sig på så mange planer og samfundsområder, som tilfældet var.
Årsagen til ’68-oprørets omfattende ændringer af samfundet var, at generationen ikke blot var den største nogensinde, den var også den mest kritiske og kreative i det 20. århundrede. Generationen efter var derimod lille, og den blev den mest konservative og konformistiske nogensinde. Det var desværre deres venner, der fik magten, højrefløjen fik magten. Men de skal ikke også have lov til at skrive historien om ’68.
Suzanne Giese og Mads Christoffersen