Moderskab

En rejse gennem moderskabets kulturhistorie

Moderskab af Suzanne GieseUdkommet på forlaget Tiderne Skifter. 296 sider i formatet 15,5 x 23. Illustreret med både sort/hvide og farvebilleder.

”I dag hvor kvinder på den ene side afviser at blive mødre og på den anden side idealiserer deres moderskab, kan der være god grund til at udforske moderskabets historie. Har mødre gjort det bedre før i tiden eller anderledes? Og hvordan har synet på moderskabet været i skiftende tider? Hvilken rolle har mødre og fædre spillet i børns opvækst gennem historien, og hvordan er det gået til, at det selv i moderne tid blev kvinders hovedansvar at opdrage og passe børn?”

– Fra bogens forord.

Bogen er beretningen om, hvilke vilkår forskellige tiders samfund har givet moderskabet. Således fortælles der om den græske familie i antikken og om ammer, ægteskab og kvinder som rene avlsmaskiner i romerriget. Om middelalderens uvidenhed og overtro, den tårnhøje børnedødelighed, der ikke kun skyldtes sygdomme, men også at man lod børnene gå til grunde. Det var syndigt at kæle med børn, og de blev opdraget med prygl og sendt tidligt ud at arbejde. For, som man siger, barndommen var endnu ikke ”opfundet” og man havde ingen fornemmelse for det lille barn. Først under 1700-tallets oplysningstid ændrede alt dette sig og den moderne tids moderskab, som vi kender det i dag, blev skabt af oplysningsmænd som Rousseau.

For at få børnene til at overleve påtog stribevis af lærde mænd sig at lære kvinderne, hvad en god mor var, hvordan hun skulle behandle det lille barn, og hvordan hun skulle opofre sig i familien. Mange kvinder vægrede sig dog ved at påtage sig denne opofrende moderrolle, og 1800-tallet blev derfor præget af en voldsom propaganda for at tvinge kvinderne hjem i barnekammeret. Bl.a. ved at udelukke borgerskabets kvinder fra uddannelse og job.

Moderskabets historie er også den grusomme historie om, hvordan de fleste kvinder blev mødre uden at ville det – og hvordan endnu flere døde for at give liv. Sådan er det gudskelov ikke længere. I dag er de allerfleste børn ønskede og aldrig har der været så meget opmærksomhed på og omsorg for børn. Men kvinder er stadig påvirket af fortidens myter om moderskab, kvindenatur og kvindelighed – myter som lever i bedste velgående den dag i dag.

Reklamer

Kommentarer lukket til Moderskab

Filed under Bøger

Der er lukket for kommentarer.