Mor med mere

Kronik i Politiken 28. december 2004

Børn er mere end nogensinde før blevet selve meningen med livet for det moderne menneske. Kun arbejdet er lige så betydningsfuldt, og netop børn og arbejde konkurrerer om småbørnsforældrenes opmærksomhed og tid. Nutidens børnefamilie kæmper for at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, for arbejdet giver identitet, men de vil også gerne være gode, kærlige forældre. Især kvinderne. Samvittighedskvaler over aldrig at slå til tror jeg har gjort mange modtagelige for ideer om et mere gammeldags familieliv og for kvindernes vedkommende også gammeldags moderskabsidealer. Der er sket et brud. I forbindelse med udgivelsen af min nye bog om moderskabets kulturhistorie og min beskrivelse af den moderskabsdyrkelse der har bredt sig, er jeg til tider blevet beskyldt for ikke at ville børnene det godt. For det er faktisk igen blevet tabu at kritisere dette gammeldags moderskabsideal, nøjagtig som det var i min ungdom.

Anklagen skyldes, at jeg deltager i en mediekrig, som der stod i en artikel i Finansiel Times, den englændere og amerikanere kalder ”The Mommy War”. Krigen handler om synet på moderskabet, børnene og familieværdierne. Vi har groft sagt på den ene side mennesker, som vil beskytte børnene mod børnepasning, og helst ser mødre som hjemmegående (måske periodevis), til rådighed for familien. På den anden side har vi mennesker, som mener, at det udtrykker nogle gammeldags idealer, der ikke svarer til vor tid, som forsvarer, at børn passes (godt) på rød stue, og som arbejder for, at fædre og mødre tager et lige stort ansvar for deres børn. Jeg tilhører de sidste, som man nok har gættet, det gør f.eks. Hanne-Vibeke Holst, Mette Bom, Nanna Kalinka Bjerke, Lone Ryg Olsen, Mette Frederiksen også. Mens debattører som f.eks. Marie Kraul, Erik Sigsgaard, Ole Schouenborg, Ole Grünbaum, Lone Nørgaard er modstandere af børnepasning.
Dæmoniseringen af daginstitutionerne har været en helt central del af denne retro-bevægelse, som delvis forsøger at genskabe en svunden tidsalders familieform. Og medierne spiller en afgørende rolle i den. Men som så meget andet stammer inspirationen fra USA, og den har at gøre med den religiøse højrefløjs udbredelse og modstand mod kvindefrigørelse. Selvom vi har en forholdsvis høj ligestilling, har vi utroligt nok ukritisk overtaget en debat, som tit helt ned i detaillen er en gentagelse af den amerikanske højrefløjs retorik.

For de amerikanske kvinder handlede det i 60erne og 70erne som bekendt om at få uddannelse og arbejdsliv ligesom her, og sige farvel til den utilfredsstillende tilværelse i parcelhuset som husmødre, der hidtil havde været normen. Det liv Betty Friedan beskrev i 1963 i Farvel kvindesag. Husmødre var underbetalte, undervurderede og afhængige af deres mænd, sagde feministerne og lavede aftaler med manden om familiens pligter. Hjemmegående kom til at tilhøre den gamle verden, moderne kvinder arbejdede og var mødre.

Højrefløjsfolk, som dem vi ser i dag i Bush-regeringen med deres konservative ideer om familien og fuldtidsmødre, vrængede også dengang ad feminister, som de hævdede forsømte deres børn for karrieren. Og de nøjedes, som vi skal se, ikke med at vrænge. Også i Bush’ fireårige præsidenttid er der bl.a. skåret mærkbart ned på budgettet til daginstitutioner, så kun velhavende forældre i dag har råd til dem. I USA finder vi desuden den ringeste barselsorlov i vel nok hele den industrialiserede verden, i mange stater er den kun en måned.

I 60ernes Amerika blev vuggestuer og børnehaver anset for at være udmærkede foranstaltninger for socialt belastede børn. Men i løbet af 60erne skiftede holdningen, og man talte for, at alle børn burde have mulighed for at blive passet af uddannede pædagoger, som kunne stimulere børnene rigtigt, nøjagtig som i Danmark. Politikere som Walter Mondale talte for disse gunstige udviklingsmæssige fordele, men det gjorde Nixon ikke. Da et stort lovforslag blev fremlagt i 1971, som skulle sikre alle familier adgang til børnepasning, nedlagde han veto. Han begrundede det med, at loven var uansvarlig, en trussel mod familien og unødvendig, selvom der stod millioner i kø for at få passet deres børn. Reagan fortsatte i 80erne i samme spor. Han mente ikke, det var passende for kvinder at arbejde, slet ikke i arbejdsløshedstider, og skar drastisk ned i budgettet til day care centers. Men skønt arbejdende mødre selv måtte skaffe private pasningsordninger, så steg deres antal hele tiden.

Bush senior fortsatte i samme patriarkalske ånd ved bl.a. i 1990 at nedlægge veto mod en lov om barselsorlov. Loven skulle give adgang til (ubetalt) barselsorlov i større firmaer med sikkerhed mod at miste jobbet. Men Bush ville ikke støtte den, fordi den var kønsneutral, og dermed også gjaldt fædre, et signal om hvor ideologisk betinget denne familiepolitik er. Nogle få eksempler på, i hvor høj grad man også lovgivningsmæssigt har stemt imod de fleste moderne kvinders ønsker. Men også i Danmark har man haft mange uanstændige nedskæringer på daginstitutioner.

80ernes højrefløj, som havde vokseværk, rådede også over andre raffinerede redskaber i deres korstog, medierne. Først kom fortællingen om, hvor ulykkelige kvinder blev af ligestilling. Bekymrede psykologer og terapeuter fortalte i medierne om alle de ulykkelige kvinder, de havde i deres konsultation, som havde gjort karriere og glemt at få børn i tide. Nu tikkede deres biologiske ur og det eneste, de havde i hovedet var at få mand og børn. Det blev der lavet stribevis af film om i 80erne, hvor filmens kvinder ikke mere gjorde oprør mod deres ufrie husmorliv, men tværtimod ville giftes. I 90erne blev de så gift i alle bryllupskomedierne. Reaktionerne mod den nye familie med to ligeberettigede voksne blev stadig mere markante. Men eftersom kvinder udgjorde en stor og vigtig gruppe både som vælgere og forbrugere, var de nykonservative nødt til at vise dem en vis respekt. Højrefløjens anti-feminisme udmøntede sig derfor i en holdningsbearbejdelse som så ofte før – en kampagne der skulle genskabe den gamle familie.

Et blad som Parents advarede i 1982 om, at børn der blev passet i day care centers blev ”nemmere frustrerede, mindre samarbejdsvillige med voksne…mere destruktive og mindre målrettede”. (Det svarer næsten ordret til, hvad David Gress skrev i Politiken d. 23.10 d.å.) Det satte en lavine af lignende udtalelser i gang, selvom andre undersøgelser har modsagt det. Senere kunne man i samme blad læse, at børn der havde deres gang i daginstitutioner følte sig ”forsømte” og havde tendens til at blive ”kriminelle, promiskuøse, at løbe væk, blive misbrugere og lignende”. Men også artikler som ”Myten om kvalitetstid”, som stod i Ladies’ Home Journal i 1984 gjorde indtryk. Den insisterede på, at medmindre mor var hjemme hos sine børn, ville børnene føle sig svigtede og forsømte, idet kun mor kendte deres behov. Det fremkaldte en voldsom diskussion om kvalitetstid som et tidstypisk begreb, der skulle legitimere manglen på kvantitet. Mors tid. Vi fik den også herhjemme ti år efter, ja i hele Europa. Og vi fik debat om børneinstitutioner som tidens ”kz-lejre”, børnehavebørn som ”burhønsebørn”, en kritik ude af proportion med virkeligheden, selvom der godt kan rettes kritik mod en del institutioner. Og mod normeringen.

I 1984 dukkede en historie op om nogle voksnes seksuelle misbrug af børn i en børnehave i Californien, enhver forældres mareridt. Lignende historier sendte bølger af raseri og magtesløshed henover de amerikanske sovebyer og gjorde forældre bange for at overlade deres børn til andre. Men selvom nogle af disse historier var sande og grufulde, så var der andre, der ikke var, hvor børn ligesom her var blevet forledt af overivrige terapeuter til at vidne om ting, der aldrig var sket. I medierne blev billedet af de farlige børneinstitutioner dog fortsat blæst op. I 1984 kom Ladies’ Home Journal med denne advarsel: ”Ingen ved, hvor mange vanemæssige pædofile der arbejder som lærere, buschauffører, fodboldtrænere, lejrmedarbejdere eller tropsførere”. Bladet sluttede med at advare om, at inden året var omme ville omkring en halv million børn landet over være blevet seksuelt udnyttet.

Hysteriet steg, og medierne så pædofile alle de steder, hvor forældrene ikke var, selvom det fra flere sider er påvist, at børn er tre gange mere udsat for seksuelle overgreb i hjemmet end udenfor.

Samtidig svømmede man i artikler om kvinder, der foretrak børn fremfor karriere, om kvinder der fandt ud af at arbejde hjemme eller dele et job med en anden kvinde for at få tid til børnene. Sidst i 80erne florerede sensationelle historier om kvindelige topledere, der opgav jobbet for at blive fuldtidsmødre: kvinde efter kvinde fandt, at hjemmet var det tabte paradis. Og stadig flere amerikanske kvinder udtalte, at de drømte om at blive hjemme, hvis de havde råd. Det var på dette tidspunkt, at tendensen slog igennem i danske medier.

I begyndelsen af 90erne blev boligprogrammer et hit på amerikanske tv-stationer. Det startede med bladet Martha Stewart Living, som blev solgt i millionoplag og fortsatte med det ugentlige tv-show Living, radioprogrammer, blade om børnetøj, bryllupper, gardenparties, kogebøger og postordrekataloger til hjemmesiden. Martha Stewart skabte et imperium ved at give husarbejdet prestige med glamouriserede husholdningsråd, og ved at lære mennesker med beskedne indtægter at iscenesætte deres bolig mere sofistikeret. Martha gik også ind for, at husmødre selv lavede alting, selv opdrættede høns, pillede ærter fra køkkenhaven, selv malede toiletpapiret og marmorerede væggene. Hun tilbød husmødre massiv beskæftigelsesterapi.
Som husmoder-guru kom Martha Stewart til at medvirke til tilbageslaget ved igen at gøre husarbejdet til en væsentlig del af kvinders liv og identitet. For Martha gjorde hjemmet til et romantisk paradis, et sted, hvor kvindens værdier dominerede og hendes sans for skønhed herskede. Her skulle hun og børnene leve lykkeligt. Herhjemme gik Isabella Smidt i Martha Stewarts fodspor med næsten samme koncept, og vi fik som bekendt i hobetal af boligblade- og bolig- og madprogrammer i tv.
Hvad Martha Stewart gjorde for husmoderens prestige, kan man sige en lang række af Hollywoods stjerner gjorde for moderskabets. Madonna erklærede i 1991 ”Jeg er besat af moderskab” og Demi Moore lod sig fotografere nøgen og højgravid på forsiden af Vanity Fair. Der var baby-boom i Hollywood, og der dukkede en strøm af artikler op om stjernernes liv som mødre. I 1994 fortalte skuespilleren Kirstie Alley til bladet InStyle, hvordan moderskabet havde givet hendes liv helt ny mening. ”Hver morgen vågner jeg op, som om det var juleaften”, påstod hun. Denne mediegenre udviklede sig eksplosivt i 90ernes ugeblade, som det er beskrevet i bogen The Mommy Myth. Stjernernes iscenesættelse af deres moderskab i romantiske vendinger blev et tilbagevendende indslag i nostalgibølgen. Men almindelige kvinder havde ikke som Meg Ryan, Cindy Crawford og Michelle Pfeiffer tjenende ånder til at passe børnene i deres store huse. Det kan være, de var skeptiske overfor forsikringerne om, at det var meget bedre at være mor end at få en Oscar, men bladene blev slugt verden over. Herhjemme kom også mange kendte kvinder med samme glade budskab, bl.a. René Toft Simonsen og sangeren Elisabeth.

Pludselig bekymrede det ikke længere de amerikanske mødre, der trak sig tilbage fra arbejdsmarkedet for at passe børn, at de var økonomisk afhængige af deres mænd eller isolerede. For hvor 1950ernes husmor havde været tvunget ind i rollen, så valgte nutidens mødre det selv, helt frivilligt. De valgte husmoderrollen til, så at sige. Det gjorde danske kvinder ganske vist ikke, idet kun et fåtal har valgt denne livsform. Men at den har fået ny prestige, og at disse få kvinder har fået forholdsvis stor plads i medierne, er en kendsgerning.

I USA som her begyndte feminister at kritisere hele denne ”retrobølge”, som det kælent hedder, bl.a. Susan Faludi i 90erne. Der blev protesteret mod de støt stigende krav til nutidens mødre, og efterlyst et fælles ansvar mellem fædre og mødre, men de kritiske røster blev hurtigt beskyldt for at tilhøre de forkerte mødre. The Mommy War var i udbrud. For der var nu opstået en politisk korrekt måde at være mor på, og dens første bud var at underlægge sig. Nu om dage ikke mænd, men børn. Være trofaste tjenere for børnene, som i vore dage har fået karakter af noget helligt. I USA blev højrefløjens yderligtgående talskvinde for moderskabsdyrkelse og abortmodstand, Dr. Laura, i sine radioshows en slags moderskabspoliti ligesom Lone Nørgaard blev i Danmark med sine bandbuller mod arbejdende mødre.

Vi fik næsten ord til andet de samme diskussioner her, plus nye mødremagasiner (MOM, MAMA) fulde af gode råd og viden om børn, og iscenesættelse af det perfekte moderskab. Historisk set har forældre aldrig prioriteret børn højere og børn aldrig haft det bedre. Og især mødre stræber efter at være Supermødre. Men ambitionsniveauet er svimlende og kan egentlig kun efterleves, hvis man går hjemme. Det ligger i luften: det er igen blevet lettere suspekt at arbejde ude som mor, man må vælge, enten børn eller arbejde, lyder det. Det er lige til byldestore skyldfølelser, for kvinder arbejder jo.

Yngre danske kvinder er ofte uopmærksomme overfor de beskrevne tendenser, og har svært ved at forstå dem historisk. De er heller ikke bange for at være både gammeldags og moderne på én gang. Men selvom mange feminister, i USA også f.eks. Erica Jong, advarer mod hele denne udvikling, så er diskussionen om moderskabet ikke endnu en generationskonflikt mellem 68erne og Generation X. Den er snarere led i den kulturkamp, der udkæmpes i både USA og herhjemme mellem højre og venstre. Og for kvinders vedkommende går skellet tillige mellem dem, der insisterer på ligestilling, og dem der ikke gør det.

Suzanne Giese

Institute For Women’s Policy Research
Susan J. Douglas & Meredith W. Michaels: The Mommy Myth. Free Press, 2004.

Reklamer

Kommentarer lukket til Mor med mere

Filed under Artikler

Der er lukket for kommentarer.