Komiske Inger

15. februar 2010

At ligestillingsområdet er gået helt i stå under den borgerlige regering er en kendt sag. Inger Støjberg, som skulle gå for at være ligestillingsminister er mere kendt for alt det, hun ikke vil gøre noget ved end det hun vil gøre noget ved.

Hun er optaget af to ting, det kan man ikke nægte, og to vigtige ting er det også: nemlig indvandrerkvinders forhold og vold imod kvinder. De to områder er hendes fokusområder, ja det er alt, hvad hun overkommer. Det fremhæver hun igen i et interview i Information 13 februar lavet af en jævnaldrende og stor beundrer af hende, Lasse Lavrsen, som også kommer fra Mors og også har gået på samme gymnasium som Inger. Deroppe på Mors har de åbenbart trofast fulgt Ingers fantastiske karriere fra elevrådsformand til minister. Som han skriver ”Inger Støjberg er én af vores, hvad enten man kan lide hendes politik eller ej. Men det kan de fleste derfra, hvor vi kommer.” Ja, han er selv vokset op syv kilometer fra Inger Støjbergs familiegård, nærmere kommer man ikke en ægte succes som hende.

De kan også godt lide ben i næsen deroppe på Mors, som Lasse skriver, for deroppe siger man, at Inger Støjberg har så stærke ben i næsen, at de er brugt til bærende dele af Sallingsundbroen. Men at benene skulle være så stærke, står ikke til troende for os, der er vokset op på Djævleøen og som i de sidste ni år har skullet høre mere jysk end nogensinde før.

Inger Støjbergs ben i næsen var ikke udpræget fremtrædende sidste år, da hun som ordfører for Venstre til det sidste hårdnakket benægtede, at Anders Fogh Rasmussen var på vej til en toppost i udlandet. Selv da hele pressekorpset og halvdelen af regeringen havde opgivet julelegen, holdt Inger fast i blind stædighed, hvorfor hun kom til at minde om Komiske Ali, som også benægtede den amerikanske invasion i Bagdad, selv da soldaterne vrimlede ind i tv-billedet bag ham. Hun fik derfor tilnavnet Komiske Inger og det synes jeg klæder hende den dag i dag.

For hun er virkelig en benægter af første rang. Alt det pjat som venstrefløjen og den gamle feministbevægelse råber op om, det er ren indbildning. Vi tror bare, vi har patent på hvad ligestilling er, når vi nævner problemer som manglende ligeløn, mænd der ikke tager barselsorlov eller mangel på kvinder i bestyrelser og på topposter i erhvervslivet. Ikke fordi hun ikke kan se nogle ”uligheder mellem kønnene”, det kan hun da. Hun nævner straks nogle stykker. Hun har nemlig fået spørgsmål om, hvordan det kan være, at kvinder skal betale mere for at få renset skjorter end mænd, og hvorfor det koster penge for mænd at komme ind på nogle diskoteker, der er gratis for kvinder. Og så tilføjer hun: ”Det kan godt være, det er spørgsmål, der fylder meget for nogen, men som minister må jeg fokusere og sige, der er store problemer og der er små problemer, og så tror jeg ærlig talt nok, vi skal komme over de små problemer. Ligestillingspolitikken har været alt for ufokuseret”.

Her ser vi virkelig en minister træde i karakter. En minister som erkender at der er både store og små problemer og som er parat til at trække i arbejdstøjet. For indvandrerkvinderne. Alle andre må klare sig selv. Og lovgives skal der hverken når det gælder etniske danske kvinder eller indvandrerkvinder. For ”det her er værdipolitik” siger Komiske Inger, og det skal man da lige love for, at det er. Det er lige en politik for Dansk Folkeparti, som også benægter ethvert ligestillingsproblem for etnisk danske kvinder og kun fokuserer på indvandrerkvindernes problemer. Det er nemlig her, der kan hældes benzin på indvandrerbålet og hales stemmer hjem fra de fremmedfjendske miljøer.

Ikke fordi jeg er blind for indvandrerkvindernes store problemer med ligestilling. Dem skal der selvfølgelig gøres noget ved, det er klart. Men fordi regeringen gør det på bekostning af de danske kvinder, som stadig i vid udstrækning lider under lavtlønsstatus på arbejdsmarkedet og manglende ligeløn. De kan ikke tilslutte sig Inger Støjberg, når hun hævder aldrig at have oplevet nogen ”særstatus”, som Lasse skriver, men det skulle vel egentlig have været ”diskrimination”. Men den slags er ikke pænt at sige til ministeren, som slet ikke anerkender, at hun har tænkt på sig selv som kvinde i en mandeverden. ”Nej, jeg har tænkt på mig selv som mig selv. Sådan må det også være”, lyder de vise ord fra hende. Som måske er et intetkønsvæsen? Aha! Her fik vi nok forklaringen på Komiske Ingers manglende forståelse for kvinders problemer. Hun tilhører slet ikke kvindekønnet, men en helt anden kønsretning: de nordjyske replikanter.

Nu mangler vi bare nogle raske Blade Runners.

Reklamer

Kommentarer lukket til Komiske Inger

Filed under Kommentarer

Der er lukket for kommentarer.