Klynk, klynk, klynk

d. 8 juni 2010

Klynk, klynk, klynk

Denne kommentar vil ikke harpe på folk, der ”klynker” over det ene eller det andet. Den vil i stedet beskæftige sig med begrebet ”klynk” og den måde det bruges og misbruges på i mediebilledet og i dagens sprog.

At klynke var til engang i 90erne først og fremmest noget meget gamle mennesker, kronisk syge mennesker, ofre for katastrofer eller flygtninge gjorde på grund af deres trøsteløse situation. I dets nye betydning som politisk våben stødte jeg første gang på det som et resultat af 90ernes opgør med 70er-feminismen, hvor begrebet pludselig optrådte i statesments som  ”at 70ernes feminister var fulde af klynk” hurtigt fulgt op af udsagn som, at ”de optrådte som ofre”. Et andet og nært sammenhængende begreb, som især den borgerlige lejr har benyttet sig vidt og bredt af. Men lur mig, om ikke det var en journalist, der lige var udklækket fra journalistskolen, som første gang lancerede det. Eller Anders Fogh Rasmussen med det store tarzan-kompleks.

Klynk!

Når det lyder holder alle mund. For er der noget, det ikke er smart at være er det en klynker. Det er blevet et minus-ord, et skældsord, der kan hældes i hovedet på hvem som helst, der vover at brokke sig eller protestere over et eller andet, påpege fejl og mangler, magtmisbrug eller dårligt politisk jugement. Brok eller protest oversættes til jammer og klynk med kun det formål at lukke munden på folk.

Da den borgerlige regering nedlagde de såkaldte smagsdommere i diverse nævn og råd for at indsætte deres egne folk, protesterede en masse mennesker med god grund, for det varslede indførelsen af censur blandt offentligt ansatte. Klynk, sagde regeringen.

Hver gang kunstnere og kunstnerorganisationer klager over alt for ringe overlevelsesmuligheder og kræver forbedringer, lyder det forudsigeligt: sikke noget klynk. Det er holdningen, selvom danske kunstnere indtjener milliarder til statskassen via moms og afgifter.

Når asylansøgere klager over forfærdelige forhold i Sandholmslejren, får Dansk Folkeparti dem hurtigt til at fremstå som nogle klynkere, der bruger offerrollen til at få skabt flere ’privilegier’.

Når kvinder protesterer over mangel på ligeløn og mangel på avancementsmuligheder, lyder det altid fra flere sider og fra især det mandlige køn ’klynk’ og det tilføjes, at det er, fordi kvinderne ikke er dygtige nok til at rage til sig eller positionere sig. Og ikke er et strukturelt problem eller udtryk for en forældet tankegang.

Den borgerlige tænketanks medierepræsentanter bruger ordet i tide og utide, hver gang de diskuterer et emne, hvor de vil skære ned i velfærden og andre vil bevare den. Ja, hele deres tankegang er faktisk, at velfærd er udtryk for unødvendig overbeskyttelse, som luller folk i søvn, så de ikke udretter noget. Nej, enhver må klare sig, som han eller hun nu kan på god liberalistisk vis og protesterer vi imod det, så er vi nogle forbandede klynkere.

Klynke-kortet er brugt så meget under den nuværende regering, at det vist må være på tide at lade det dø. Jeg kan derfor kun opfordre til en mere skeptisk omgang med det fra folk, som ikke ynder at gå rundt og stigmatisere andre mennesker eller som er ude på at nedvurdere arten af deres klage eller opfordring. Lad os dog snart få et bedre debatniveau med mere rene linier. Og ikke disse konstante forhånelser.

Suzanne Giese

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Kommentarer

Der er lukket for kommentarer.