Dagens hekse

Lad morgendagen være en hyldest til kvindekønnets rasende sider. De mørke, de ubekvemme, de grimme og de utålelige sider som er ugleset af dem, for hvem moralen, retlinetheden og godheden er de ægte kvindelige egenskaber.

I ældre tid blev hekse mistænkt for at være i ledtog med djævlen, men vi ved jo godt, at de blev brugt af kirken som syndebukke for alt, hvad der gik galt i datidens samfund, fra ufrugtbare marker til griske biskoppers udsugning af befolkningen. Det onde blev udryddet på bålet mente man, men efter bålet var intet ændret, og mændene blev stadig forført af heksenes bryster og vovede blikke og indebrændte munke så sig stadig gale på kvinderne.

Men tror man, at hekse kun blev forfulgt under inkvisitionen, så tror man fejl. Det var kun begyndelsen på en tradition, der holdes i hævd den dag i dag, hvor der tit og gerne drives heksejagt på kvinder, der ikke opfører sig som en eller anden uskreven folkelig kodeks mener, de bør. Tag nu bare et par af den håndfuld berømte sangerinder, der i årevis har været i den kulørte presses søgelys, forfulgt af paparazzier døgnet rundt og udlagt som mere eller mindre vanvittige personager. Britney Spears op og nedture, billeder af en udbrændt, tudende Britney, historier om hendes psykiske ustabilitet, tvangsindlæggelser, alkoholafvænninger, skilsmisser og så videre har floreret i den kulørte presse i årevis. Hvis ikke hun allerede var et ødelagt menneske, ville hun uvægerligt blive det af den behandling. Samme tur i vridemaskinen har en anden vild sangerinde, Amy Winehouse, fået. Hun er blevet fotograferet med udtværet makeup, beruset og skeløjet med tøjet iturevet hængende på sig. Der er serveret saftige historier om Amy, som i stærkt beruset tilstand har overfuset folk, og især journalister og fotografer, der vogter på hendes mindste fejltrin.

Og det er ikke kun på den internationale musikscene vi finder ofre for denne sport, den findes også i det politiske liv. Hvem husker ikke den heksejagt, der blev Hillary Clinton til del i 90erne, da hun var USA’s førstedame? Hun blev udlagt som amerikansk politiks Lady Macbeth, en ulykkesfugl, der var skyld i alle sin mands nederlag, en strid kælling der tiltog sig mere magt end hun havde ret til men som tiden viste havde både evner og format til meget mere end at være gift med en præsident.

Herhjemme var det Ritt Bjerregaard, der var skydeskive, for ambitiøs, for kold, for magtfuld, et isbjerg hed det sig, og siden er hun blevet fulgt af andre kvindelige politikere. Det er en form for heksejagt som især udøves på kvinder. Hvornår har nogen set en mandlig sanger eller skuespiller jagtet på de præmisser? Eller en mandlig politiker for den sags skyld. Ikke at Løkke ikke får på hattepulden for tiden for sin uduelighed, men karakteristikken af ham får ikke lige den ondskabsfulde snert som karakteristikken af Lene Espersen gør. Den der ekstra drejning, som underliggende udsiger, at hun er kvinde og hvad bilder hun sig ind? Den der jantelov, der bliver så ondskabsfuld, at den ikke stopper, før hun ligger ned.

Disse kvinder anklages jo ikke for at udøve trolddom som datidens hekse, de anklages for at være for synlige, for ambitiøse,  for udfordrende, for uperfekte eller for ”ukvindelige”, dette højst elastiske begreb, som synes at være skabt til at holde kvinder på plads med. Et eller andet ved dem er alt for meget og så skal de stenes af landsbytosserne.

Lad bare bålene brænde i morgen med alverdens heksesymboler i toppen, det rokker ikke ved tidens svøbe: at kvinder ikke længere gør som mor sagde.

Advertisements

Skriv en kommentar

Filed under Kommentarer

Der er lukket for kommentarer.