De blå feministers værdipolitik

 

Man hører for tiden forskellige ret aggressive røster blandt de yngre kvindelige debattører og bloggere på bl.a. damefrokosten, nu sidst erhvervskvinden  Anne Sophia Hermansen i Deadline 2.Sektion d.29 maj, føre kampagne for nedlæggelse af Kvinfo. Kvinfo er en statsorganisation, det har taget mange år at udvikle, som udgiver et fint blad på nettet om køn i forskning, kultur og politik, som har samlet et imponerende ekspert-database af kvinder indenfor alle slags fag og som igennem en årrække har udviklet et succesfuldt mentor-netværk med tilbud til kvinder med udenlandsk baggrund. Mentornetværket er det største i verden af sin art og er blevet meget rost internationalt. Desuden råder de over et stort bibliotek og afholder jævnligt debatarrangementer og møder med især udenlandske kvinder af interesse.

Blandt de blå ”feminister”, er det tydeligt, hvad der generer dem: holdningen i Kvinfo og hos Kvinfo’s direktør Elisabeth Møller Jensen. Den passer dem ikke. Den er for venstredrejet med en snert af rød feminisme og Elisabeth Møller Jensen er for meget opiniumsdanner  og for lidt en repræsentant for regeringen. ”(…) de repræsenterer ikke mig”, som redaktør af damefrokosten.com, Camilla-Dorthea Bundgaard, fortørnet sagde i et interview. Og så skal den utålelige organisation væk, uanset om det repræsenterer andre, mig f.eks. Nøjagtig som den borgerlige regering i øvrigt tit har gjort det med organisationer og personer, der ikke passede i deres kram og hvis profiler de ikke var enige i.

I ti år har vi døjet med en regering, som har dæmoniseret og censureret anderledes tænkende, beskyldt DR for at være inficeret af ”røde lejesvende”, fyret hvad Anders Fogh kaldte ”smagsdommere” men som var eksperter, der stod for andre holdninger end deres egne. Eller var kritiske overfor regeringen (som f.eks. da direktøren for Institut for Menneskerettigheder blev truet med fyring på grund af kritik af regeringen). Det var ikke for at nedlægge råd og nævn, som man sagde i sin tid, men for at erstatte råd og nævn med egne borgerlige repræsentanter, som nu findes alle steder, hvor ekspertisen burde råde. Det handlede den såkaldte værdipolitik om.

Rummet for dialog, pluralisme og afvigende meninger er blevet dramatisk indskrænket under VKO. Nu hører og ser vi næsten kun borgerlige udlægninger af verdens tilstand, Bjørn Lomborg og Bent Jensen er ekstreme eksempler på den udvikling. Og dumheden er den største sejrherre.

Når det drejer sig om ligestillingspolitik, så er sagen den, at Kvinfo efterhånden er den eneste statslige organisation tilbage, der varetager kvinders interesser og ser verden gennem et kvindeligt blik. Alle andre ligestillingstiltag har den borgerlige regering nedlagt udfra en overbevisning om, at ligestilling allerede er en realitet. Så langt går de, at vores såkaldte ligestillingsminister Lykke Friis ikke vil kalde sig feminist for ikke at støde nogen, og at hun har nedsat et mandepanel for at finde løsninger på mænds ligestillingsproblemer, men aldrig har gjort noget tilsvarende for kvindekønnet.. Det absolut eneste aftryk den borgerlige regering har efterladt sig, er barselsorlovens indførelse på et år, en lov der kan siges meget godt om, men som også er problematisk i og med, at den stadfæster kvinders rolle som primær omsorgsperson i familien. Regeringen nægter derimod at lade en del af barselsorloven være øremærket til faderen, hvilket ville gøre det mere legitimt på jobbet for mændene at tage nogle måneders barselsorlov. For den slags ”skal folk nok selv finde ud af”.

I det hele taget skal folk selv finde ud af alting i den borgerlige optik, staten skal blande sig så lidt som muligt og i øvrigt lade den ”private frihed” råde. Men havde EU og folketinget ikke ”blandet” sig i ligestillingen udfra en forestilling om, at vi her har med menneskerettigheder at gøre, og fremmet den med diverse lovtiltag, kan jeg forsikre om, at tingene havde set meget anderledes ud i dag.

Alligevel har vi ikke ligestilling endnu, blandt andet som et resultat af denne regerings ligegyldighed. Og det gælder ikke kun de famøse bestyrelsesposter eller lederjobs, som de blå feminister vrænger ad, det gælder mere jordnære ting som f.eks. manglende ligeløn, hvor Danmark ligger i bunden på europæisk plan. Det gælder manglende sikring af unge gravide kvinder og småbørnsmødre i mindre private virksomheder og det gælder for dårlige forhold i vuggestuer og børnehaver, som kommuner har beskåret i årevis. Til gengæld vil regeringen gøre det billigere og nemmere at have en au-pair pige. Sagde nogen klassepolitik?

Hvis ikke nogen stadig arbejder for ligestilling og hvis ikke der findes fora som Kvinfo, der sætter ligestilling og køn på dagsordenen, vil det være lykkedes de konservative kvindeprofiler helt at kvæle ligestillingsarbejdet. For disse unge kvinder er meget mere parate til at afvise ligestillingsinitiativer end til at tage nogle. Deres holdninger, som er mere borgerlige end feministiske, lyder, at ligestilling ikke skal betyde lige repræsentation men derimod kun lige rettigheder og vilkår. Derfor ser de rødt, når vi andre taler for kønskvotering eller for øremærket barselsorlov til mænd, selvom begge dele ville hjælpe en større ligestilling på vej. Det har vi beviser for i nabolandene.

Uenigheden er afgrundsdyb og den ligner til forveksling den uenighed, der var i 60erne og 70erne mellem de borgerlige kvindesagskvinder og de unge venstreorienterede rødstrømper. Fordi det overvejende borgerlige Dansk Kvindesamfund aldrig rykkede på noget eller fulgte med tiden, dannede min generation en ny alternativ kvindebevægelse. Og så rykkede det. Så sprængte vi pludselig rammerne for, hvad der var muligt. Det burde de unge veluddannede kvindelige debattører af borgerlig observans være ret glade for. Ellers havde de stadig gået hjemme og passet en håndfuld uønskede børn, for fri abort var de borgerlige også imod.

Ligestilling har aldrig været deres sag.

 

 

 

 

 

 

Reklamer

Kommentarer lukket til De blå feministers værdipolitik

Filed under Kommentarer

Der er lukket for kommentarer.