Mindelegat hylder ligestillingsforkæmper

Køns- og ligestillingsdebatten er øretævernes holdeplads. Det er en benhård debat, der kræver, at man ikke lader sig vælte omkuld af modstand. Feminisme er stadig en rød klud. Det kan være en provokation bare at sige, at man tror på og arbejder for et samfund med ligestilling mellem mænd og kvinder. 

Et nyt hæderslegat vil fremover hylde de mennesker, der tager denne vigtige debat og fører kampen videre. Legatet bliver uddelt første gang i september 2013 og legatkomiteen indkalder forslag til yngre prismodtagere, der fortjener et skulderklap for deres indsats for ligestilling. 

Sommeren 2012 mistede Danmark et af sine helt store ikoner for kvindekampen, rødstrømpen, forfatteren og debattøren Suzanne Giese. Her et år efter etablerer hendes efterladte et hæderslegat i hendes navn og ånd, Suzanne Gieses Mindelegat.

Legatet er tænkt som et skulderklap til yngre mennesker, som fortsætter Suzanne Gieses mere end fyrreårige kamp for at fremme ligestilling imellem kønnene. Suzanne Giese skrev samtidsromaner om kønskampen for flere generationer. Hun var en stærk stemme i debatten om kønsrollerne og udgav store kulturhistoriske oversigtsværker om kvindeliv og moderroller. Hendes ledetråd var altid ligestillingen mellem kønnene, retfærdigheden og respekten.

”Vi har ønsket at bevare noget af min mors fightervilje. Hun var selv ukuelig og ufravigelig i sit kønspolitiske arbejde, og hun ville elske at være med til at anerkende fremtidens feministiske stemmer”, siger Ditte Giese, datter og formand for priskomiteen bag mindelegatet.

Kom med din indstilling
Legatkomiteen indkalder hermed indstillinger til legatet, der bedes modtaget senest 15. august 2013 på e-mailadressen:mindelegat@gmail.com
Fakta om legatet

Navn: Suzanne Gieses Mindelegat.

Formål: Et hædersbevis til yngre mennesker, som arbejder for ligestilling enten i deres kunst, forskning, journalistik eller meningsdannelse.

Legatet: Hæderslegatet er på 25.000 kr. Legatet uddeles én gang årligt til en person eller en gruppe personer, der har udmærket sig markant ved at engagere sig i kampen for ligestilling mellem kvinder og mænd. Det er hensigten, at legatet skal uddeles som en påskønnelse til en person, som har udvist mod og konsekvens til at markere feministiske standpunkter i den offentlige debat gennem skrift, tale, visuelle medier eller andre kunstneriske udtryksformer.

Komité: Legatet uddeles af en komite, som består af:

  • Ditte Giese, journalist (formand)
  • Janne Giese, filminstruktør
  • Uffe Elbæk, politiker (R)
  • Lotte Svendsen, filminstruktør
  • Martin Lyngbo, teaterdirektør
Reklamer

Kommentarer lukket til Mindelegat hylder ligestillingsforkæmper

Filed under Nyheder

Der er lukket for kommentarer.