Category Archives: Artikler

Suzanne Giese er død

Det er med stor sorg, at vi må meddele, at Suzanne Giese er afgået ved døden efter kort tids sygdom, lørdag den 28. juli 2012.

– Familien

Kommentarer lukket til Suzanne Giese er død

Filed under Artikler

Danskernes angst for ligestilling

Kronik i Politiken, november 2009

For nogle måneder siden kunne man læse den chokerende nyhed, at Danmark ligger i bunden internationalt i ligestillingsøjemed med kun 23% kvinder på ledelsesniveau og i bestyrelser, kun Malta og Cypern har færre kvindelige ledere end vi. Vi kan tilføje, at lønforskellen mellem kvinder og mænd er stort set lige så stor som i 70erne, hvor vi fik loven om ligeløn, nemlig 18%, og er i dag 3% højere end gennemsnittet i Europa. Desuden er Danmark helt nede på en 43. plads ud af 144 lande, når det gælder graden af ligeløn. Lyder det som en joke? Det er det desværre ikke. Ligestillingen har beskæmmende dårlige betingelser, og bedre bliver det ikke af, at den nuværende regering ikke har beskæftiget sig med den i små ti år. Læs resten

Skriv en kommentar

Filed under Artikler

Mor med mere

Kronik i Politiken 28. december 2004

Børn er mere end nogensinde før blevet selve meningen med livet for det moderne menneske. Kun arbejdet er lige så betydningsfuldt, og netop børn og arbejde konkurrerer om småbørnsforældrenes opmærksomhed og tid. Nutidens børnefamilie kæmper for at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen, for arbejdet giver identitet, men de vil også gerne være gode, kærlige forældre. Især kvinderne. Læs resten

Kommentarer lukket til Mor med mere

Filed under Artikler

En mangfoldig generation

Politiken, 21. maj 2008

Igennem snart to årtier er der blevet kæmpet om fortolkningen af ’68’s og 70ernes politiske ungdomsoprør. Herhjemme har Weekendavisen i en længere årrække ført sin egen heroiske værdikamp, hvor borgerlige krigere som Ulrik Høj og Bent Jensen har ført korstog mod datidens venstrefløj, som må bære tunge beskyldninger og anklager for at have undergravet de demokratiske grundværdier. Vi har hørt meterlange offer-klager om fæle 70’er pædagoger, som har undertrykt sunde borgerlige instinkter for slet ikke at tale om skumle universitetsmarxister, der har ensrettet forskningen og afsporet universiteterne. Vi har hørt angreb på angreb på den forkælede 68-generation, der, som Niels Krause-Kjær nylig skrev (og Henrik Dahl før ham), altid har raget til sig og ingen skam i livet har. Alt ondt stammer fra ’68erne!

Nu er vi i gang med 40års jubilæet, en fin anledning til endnu engang at polere lidt på de gamle myter. Politiken indleder festligholdelsen med at invitere Henrik Jensen til at reflektere over 68-fænomenet. Han er jo historiker, så han må være kompetent. Desuden har han alderen til at have personlige erfaringer, hvad flertallet af de andre skribenter ikke har.
Desværre fortæller Henrik Jensen, som kun var 21 år i ’68, at han ikke rigtig var med i noget som helst. Han havde det bedst som tilskuer. Henrik Jensen er tilsyneladende en af mange borgerlige meningskustoder, der ikke er bleg for at deltage i den almindelige historieforvanskning af det antiautoritære ungdomsoprør.
Det billede han tegner er urovækkende forsimplet: Hele 68-oprøret kan i hans øjne koges ned til, at det handlede om oprørernes selvrealisering og egocentriske ambitioner, som blev skjult under tomme fraser om revolution og samfundsomvæltning. Ingenting kom der ud af det, det hele var luft. Det er alt sammen hørt før – men det bliver det ikke mere rigtigt af.

Skal vi søge efter kernen i 60’erne og 70’erne antiautoritære bevægelser, må man gå noget mere seriøst til værks. For det første er ungdoms-og studenteroprøret, som i parentes bemærket foregik i hele den vestlige verden, ikke en entydig politisk strømning, men et væld af forskellige og til tider modsatrettede græsrodsbevægelser og kritiske retninger, som på mange måder har sat sine klare spor i nutidens samfund.
For det andet er det hverken meningsfuldt eller troværdigt at reducere disse græsrodsbevægelser til en elitær universitetsmarxisme. Det kan fint være, at Henrik Jensen og andre i en periode har følt sig trynet af det kapitallogiske tanketyranni, men det er og bliver et marginalt og afsondret fænomen, som aldrig trivedes udenfor meget snævre cirkler.
For det tredje er det nødvendigt at forstå 68-bevægelserne som ikke bare en omfattende kulturrevolution, der skabte en ny bevidsthed om sammenhænge og strukturer, men som frem for alt en kaotisk, dynamisk modernisering af et samfund, der var gået i stå i gamle udtjente hierarkier, støvede tankegange og stivnede samfundsstrukturer.
For dem der ikke har oplevet det danske samfund indlejret i efterkrigstidens tykke sovs af undertrykkende autoritær traditionalisme, er det svært i dag at begribe, hvad der egentlig var oprørets baggrund og drivkræfter. Et par eksempler: et skolesystem med omhyggelig social sortering, kæft trit og retning samt fysisk afstraffelse frem til 1967, et erhvervsliv med kaserneagtig disciplin og ensretning, et afsondret og verdensfjernt universitetssystem med total magt til professorerne, et militær med 16 måneders tvungen værnepligt og meningsløs nedbrydning af individet og enhver selvstændig tankevirksomhed, et kønsrollemønster der nedstammede i lige linje fra det bigotte 1800-tals (små)borgerskab med massiv undertrykkelse af kvinderne på alle planer.
Et samfund der også stadig levede videre i tåger af gamle imperialistiske strukturer og tankegange, stærkest udtrykt i Vietnamkrigen, som en stor del af vores generation engagerede sig imod. Opdagelsen af Vietnamkrigens rædsler blev politisk skoling for ungdommen, der for første gang oplevede krigens meningsløse brutalitet på tv-skærmen med skrigende børn, forbrændte af napalm og forladt af al politisk og menneskelig fornuft.
Det antiautoritære ungdomsoprør var uhyre samfundskritisk, fordi datidens samfund i den grad trængte til fornyelse og mere demokrati, og oprøret tilbød derfor et andet menneskesyn, som banede vejen for en frisættelse af individet. Opgøret med professorvældet, inspireret af det amerikanske og franske studenteroprør, kom ikke fordi de unge studenter higede efter selv at indtage professorstolen, men fordi hele uddannelsessystemet var oldnordisk og hierarkisk ligesom datidens militær- eller hospitalsafdelinger. Overalt havde professoren, overlægen eller obersten en enevældig magt til at skalte og valte, som han ville. Ja, ”han”, for de var alle mænd, hvilket fører os videre til det måske vigtigste oprørsfelt: kvindefrigørelsen.

En bevægelse Henrik Jensen helt fortier, sikkert fordi den overlevede længere end de fleste mænd og magthavere dengang håbede. For den moderne demokratiopfattelse blandt de unge kvindeoprørere indbefattede i høj grad også dem selv med alt, hvad det indebar af ligestilling og frigørelse. Om det så handlede om ligeløn, fri abort, seksuel frigørelse, medbestemmelse over egne fødsler eller den forandring af familien, som var nødvendig. Patriarkatet stod for fald. At kvindekønnet trådte i karakter og erobrede nye positioner i samfundet er en kendsgerning, og det er karakteristisk, at dette omfattende opbrud skete i løbet af godt et årti. Alle, også kvinder på højrefløjen var påvirket af denne bevægelse og enhver Pia Kjærsgaard eller Lene Espersen kan takke 70ernes kvindebevægelse for at have banet vejen for deres politiske karriere. Patriarkens fald betød også helt elementært, at børns skæbne og fremtid ikke mere var forudbestemt af deres fædre, at de fik frihed til selv at bestemme over deres eget liv. Nogle siger, at 68’erne var den første individualistiske generation, men den udviklede samtidig et utal af visioner for fællesskabet. Her er eksempler på, hvad der i disse år blev skabt af kritiske, kreative og lettere kaotiske fællesskaber.

Datidens borgerlige traditionalister og eksperter grinede sig halvt ihjel over de kritiske analyser, der blev lavet om fremtidens miljømæssige mareridtsscenarie, blandt andet af organisationer som Noah. Man analyserede forureningen af omgivelserne, rovdriften på ressourcerne og forringelsen af fødevarerne, som allerede dengang var godt i gang. Det er desværre alt sammen gået i opfyldelse, for stort alt, hvad der sker med miljøet og truer med massive klimaforandringer i dag, er forudsagt af 70ernes samfundskritiske miljøkæmpere. Det er rystende, at den indsigt i den industrielle vækstmaskines skyggesider, der blev formuleret for 40 år siden, først for ganske nylig er blevet opdaget af det politiske establishment.
Energipolitikken er et tilgrænsende område, hvor de etablerede eksperter og traditionalister har haft travlt med at nedgøre alternativerne til den storindustrielle energiproduktion. Efter at anti-atomkraftbevægelsen fra 60’erne havde skabt så stor modstand i befolkningen, at kernekraften blev taget af dagsordenen, blev vindkraften gjort til et centralt energipolitisk tema i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne af energibevægelserne – og de blev mødt af massiv latterliggørelse. I dag er vindmølleindustrien landets største industri, som har skabt i tusindvis af arbejdspladser og eksporterer for milliarder. 68’erne har diskuteret alternativer til den miljøblinde og ressourceforbrugende organisering af samfundet i henved to generationer. Nu hvor klimakatastrofen lurer lige om hjørnet kan ingen blive grønne nok – selv Bush og Fogh Rasmussen giver den som miljøforkæmpere. Glemt er det, hvem der formulerede problemerne, satte sagerne på den politiske dagsorden og pegede på alternativerne.

En anden udløber af dette område var den kritik af arbejdsmiljø og -vilkår, der blev lavet af fagkritiske studenter i samarbejde med fagforeningerne. Malerrapporten, Bryggeriarbejderrapporten er blot et par eksempler på undersøgelser, som afdækkede horrible forhold for arbejderne på en lang række virksomheder. Disse rapporter grundlagde væsentlige indsigter i sammenhænge mellem sygdomme og arbejdsforhold, som langsomt i de følgende år blev erkendt og integreret i det offentlige arbejdsmiljøsystem. Det er her den senere akademiske disciplin ”arbejdsmedicin” har sine rødder, hvor mange dygtige forskere opnåede markante resultater med forbedring af arbejdsmiljøet for tusindvis af arbejdere.
Henrik Jensen og andre med ham vrænger ad kampen for pornoens frigivelse. Det kan man da godt, for vi er mange, der er hyperkritiske overfor den udvikling, pornoen siden fik og den gangsteragtige industri, den udviklede. Men man skal lige huske, at blot billedet af en nøgen menneskekrop dengang var utilladeligt, fremstillinger og billeder af seksuelle situationer kunne føre både til fængsel og større bøder. Offentligheden var præget af en skræmmende bornerthed og seksualitetsfornægtelse, som 60ernes ungdomskultur og rockmusikken var et tiltrængt opgør med. Seksualitetsfornægtelsen gik ikke mindst ud over kvinderne, der stadig ansås for billige eller luderagtige, hvis de syntes om sex, især udenfor ægteskab men sandelig også indenfor.

Datidens sprudlende oprør gjorde mange mennesker kreative, og mange blev siden kunstnere og idéudviklere, og ikke så helt få af dem fandt i 90erne ind i it-bølgens mange små og store virksomheder, hvor de prøvede at realisere idealerne om den åbne adgang til viden og fri kommunikation. Borgerlige udlægninger af datidens oprør har gerne travlt med at hævde, at de fleste af datidens idealister endte som professorer eller i andre magtfulde stillinger. Det gjorde enkelte naturligvis med Karen Jespersen og Ralf Pittelkow som kendt eksempel, men sjovt nok er det ikke oplevelsen for os, der dengang var en del af ’det nye venstre’ at det på nogen måde er det generelle billede. Det var nemlig ikke karakteristisk for folk i bevægelserne, at de gik efter magten, men derimod at de gik efter det meningsfulde, efter at føre deres ideer ud i livet.
68-oprøret var 1900-tallets sidste store utopi og er som sådan både interessant og vigtigt. Det fejres i alle de vestlige lande med artikler, tv-film og debatter mens det i den hjemlige andedam langt hen ad vejen fejes til side med hånlige vrængende bemærkninger fra den borgerlige fløj. Hvor provinsielt kan det blive?

Skal man forstå de dybereliggende lag i den samfunds- og kulturudvikling, som oprøret i ’68 er udtryk for, er det nødvendigt at se på forandringerne i samfundets struktur: relationerne mellem økonomi, politik og det civile samfund. Den voldsomme økonomiske vækst siden slutningen af 1950’erne havde skabt stor velstandsstigning og en glubende efterspørgsel på arbejdskraft. Men i magtforholdet mellem individer og offentlige myndigheder og autoriteter, havde der ikke været nogen nævneværdig udvikling i mange årtier og derfor fremstod de offentlige myndigheder og institutioner som levn fra en svunden tid. Det er denne modsætning og usamtidighed, som sætter borgerne i det civile samfund i bevægelse i slutningen af 1960’erne.
’68 er en eksplosion af liv, energi, frihedstrang, ny bevidsthed og opfindsom nytænkning med den store unge efterkrigsgeneration som igangsætter. For den oplever, at der ingen hjælp er at hente i traditionen, der ikke kan give brugbare opskrifter på, hvordan de nye udfordringer skal håndteres. Der skal i stedet eksperimenteres med nye arbejdspladsstrukturer og arbejdsrelationer, institutioner, kønsroller, familieformer osv. De stivnede relationer mellem mennesker i institutionerne skal omformes og demokratiseres. Derfor reformeres universiteterne og giver plads til medbestemmelse for lektorer, studerende og TAP’ere, derfor demokratiseres erhvervslivet i form af selvstyrende grupper m.v., derfor antastes lægers, læreres, eksperters (mandlige) autoritet og legitimitet i en proces, hvor almindelige borgere går ind og kræver medbestemmelse overalt. Det er essensen af det anti-autoritære.
Lægen er ikke længere alvidende, og vi stiller krav til ham. Professoren kritiseres for sit magtmonopol til at definere korrekt videnskabelighed. Læreren skal give eleverne plads til selvstændig tankevirksomhed og kreativitet i stedet for at fortsætte en evig monolog. Også virksomhedslederens enevældige magt blev omformet af tidsånden og arbejderen fik medbestemmelse. Den proces er en kamp, for den handler om, at nogle skal afgive magt. Det er også en gigantisk fest, hvor den kraft og energi som individernes frisættelse udløser, skaber kunstneriske eksperimenter inden for musik, teater, film, litteratur men også ny forskning, alternative miljøer og ny politik.
Der skabtes eksempelvis stribevis af alternativer til den borgerlige offentlighed, fordi de nye ideer blev sablet ned overalt. Der udkom nye blade, dagblade og forlag, hvor der kunne diskuteres i fred. Der skabtes tillige produktionskollektiver indenfor landbruget med de første økologiske landbrug, f.eks. Svanholm. Der skabtes filmværksteder og filmkollektiver og huse og steder til alle disse nyskabelser, hvor visionerne blomstrede. En enorm udladning af visioner for fremtidens samfund, som vi den dag i dag nyder frugterne af.

Skal historien om ’68 derfor fortælles redeligt til nutidens unge, så skal den store mangfoldighed med i billedet. Derfor duer det ikke, når Henrik Jensen og andre manipulerer ved at sammenblande alle holdninger og fraktioner fra dengang til én stor samlet, entydig bevægelse. Det var der slet ikke tale om. Så ville bevægelserne aldrig have kunnet manifestere sig på så mange planer og samfundsområder, som tilfældet var.
Årsagen til ’68-oprørets omfattende ændringer af samfundet var, at generationen ikke blot var den største nogensinde, den var også den mest kritiske og kreative i det 20. århundrede. Generationen efter var derimod lille, og den blev den mest konservative og konformistiske nogensinde. Det var desværre deres venner, der fik magten, højrefløjen fik magten. Men de skal ikke også have lov til at skrive historien om ’68.
Suzanne Giese og Mads Christoffersen

Kommentarer lukket til En mangfoldig generation

Filed under Artikler

Muslimers kvindesyn

Kronik i Politiken, 8. marts 2006

Med jævne mellemrum efterlyses der en mere markant modstand mod muslimernes kvindesyn fra kredse, som ikke deler højrefløjens og Dansk Folkepartis fremmedfjendske synspunkter. Hvorfor, siges det, skal de sorte præster, Pia Kjærsgård og deres samarbejdspartnere i regeringen have patent på at kritisere de kvindeundertrykkende sider af islam? Hvorfor protesterer feministerne ikke og rækker hånden ud til deres muslimske medsøstre, som må tåle ydmygelser, og i værste fald æresdrab?   

  Hvorfor er det kun højrefløjen, som protesterer mod det muslimske tørklæde og indespærringen af kvinder, der aldrig har lært at tale dansk og derfor ikke kan klare selv de mest simple ting i vores samfund? Hvorfor tager vi ikke til genmæle mod muslimske mænd, som tæver deres koner, der derfor ender i danske krisecentre? Og hvorfor accepterer vi, at muslimske kvinder skal giftes med fætre i hjemlandet, fordi familien har arrangeret det og mener at være i deres gode ret, når vi lever i et oplyst samfund og gerne vil have disse kvinder uddannet og integreret i det? Hvorfor kritiserer vi ikke imamerne og deres diskriminerende, middelalderlige syn på kvinder, lovgivning (Sharia), familie- og æresbegreber. Hvorfor gør menneskerettighedsforkæmperne ikke indsigelser?

Hvorfor denne berøringsangst?

Jeg ved jo ikke, hvad motivet er for andre, men det kan meget vel være nogle af de samme overvejelser, som jeg har gjort mig. Overvejelser som netop i tiden efter Muhammed-tegningerne og den internationale proteststorm, er blevet endnu mere påtrængende. For også kvindespørgsmålet handler jo i høj grad om kultursammenstød og mangel på forståelse for og viden om en anden kultur. Men også manglende viden om sin egen historie.

Når vi i vesten retter skytset mod islam og kalder muslimske kvinder undertrykte, så mødes vi ofte med synspunkter som dem den engelske læge Nazreen Nawas for nylig fremsatte i Politikens kronik. Nemlig at det tværtimod er vestens kvinder, der diskrimineres, fordi de afbildes nøgne overalt og ikke mødes med den nødvendige respekt, mens muslimske kvinder, der går ærbart klædt, mødes med en hel anden respekt. Problemet er jo, at hun delvis har ret i sin argumentation, i og med at de vestlige samfund har udviklet en pornografikultur, som heller ikke jeg synes er god for forholdet mellem kønnene og synet på kvinder. En temmelig absurd og kvindediskriminerende kultur, som især udviklede sig på et tidspunkt, hvor kvinder nærmede sig en reel ligestilling, hvorfor man kunne få den tanke, at der var kræfter bag, som ville forhindre denne ligestilling.

Nu er den ærbare påklædning og tørklædet også noget, vi har kendt i vores del af verden. Vi skal såmænd bare tilbage til 1950erne, som så mange unge mennesker nostalgisk dyrker i dag, for at finde begge tendenser – dengang kvinder sjældent gik på gaden uden hat eller tørklæde og desuden var meget ærbart klædt. Med 60erne kom så den seksuelle frigørelse og den fik kvinderne også glæde af, bl.a. fordi vi fik p-piller og dermed sikker sex. Vi fik helt sikkert et sjovere sexliv, men mange af os oplevede da allerede dengang, at den store frigørelse også blev til et pres   – sex med hvem som helst var i sig selv tegn på frigjorthed – og at den form for sex-kultur snarere udsprang af mandlige fantasier end af kvindelige. Nøjagtig ligesom den pornografi, der hurtigt blev en del af hverdagen for danskerne, og som min generation af kvinder i hvert fald ikke tændte på.

Samtidig er det rigtigt, at vi anser den kyske og stærkt kønsopdelte muslimske kultur, hvor sex kun må udleves indenfor ægteskabet og utroskab straffes hårdt, for fuldkommen uacceptabel. Nøjagtig som tildækningen af kvinder der dybest set er udtryk for, at kvinden anses for mandens “ejendom” og derfor ikke må pirre eller omgås andre mænd. Påklædningen bliver dermed emblem på kvindens manglende rettigheder og ligestilling og det er netop derfor, vi i vores samfund betragter den med mistro. Også når de unge kvinder hævder, den er en del af deres frigørelse, oprør eller nyfundne identitet. Det må i så fald være et temmelig tilbageskuende oprør. Men deri ligger de faktisk på linie med mange unge danskere, der også hylder en konservativ livsstil af ældre dato.   

Mange muslimer hævder jo, at kvindernes tildækning ikke er påbudt i Koranen men er en gammel præ-islamisk mellemøstlig skik. Nøjagtig som fætter-kusine ægteskabet er det, der iøvrigt er forbudt i Koranen. Ifølge Koranen skal pigen også altid spørges, om hun vil giftes med den udvalgte mand, men bliver det bestemt ikke altid. Også omskæring er forbudt ifølge Koranen. I disse spørgsmål er det altså ikke religionen men kulturen, der er baggrunden, hvorfor det er meningsløst at angribe islam for det. Når de tørklædeklædte muslimske kvinder udsættes for angreb, forargelse eller foragt for deres umoderne kvinderolle, så burde vi huske på vores egen nyere historie, så ny at vi måske af samme grund har et ambivalent forhold til sagen. Ikke alle danskere bryder sig jo lige meget om selvstændige, veluddannede eller selvbevidste danske kvinder, vel? Der er da en hel del mænd, som henter deres kærester i Thailand og andre steder, hvor kvinder indtager en mere ydmyg plads i forhold til mænd end danske kvinder. Og der er skam også en hel del danske kvinder, som ikke tør være alt for selvbevidste for ikke at støde potentielle kærester fra sig.

Det paradoksale ved Pia Kjærgårds stadige angreb på det muslimske kvindesyn er da også, at Pia Kjærsgård mig bekendt aldrig har været en tøddel interesseret i at støtte ligestillingen mellem danskfødte kvinder og mænd. Det siger hende ikke en pind, har hun udtalt gang på gang. Grunden til at hun derimod interesserer sig for muslimernes syn på kvinder er, at det kan bruges propagandistisk og bliver det uafbrudt i de xenofobiske udfald mod hele den muslimske indvandrergruppes kvindeundertrykkelse. Alle skæres over én kam til trods for, at vi ved, at der bl.a. blandt den pakistanske indvandrergruppe er næsten lige så mange højtuddannede kvinder som blandt etniske danskere.

Vi får stadig flere kvindelige læger, tandlæger, journalister, humanister og forskere med muslimsk baggrund, men det er bekvemt for højrefløjen helt at lukke øjnene for denne kendsgerning. Det ville nemlig tvinge dem til at indrømme, at integration tager tid, men at den nok skal komme – hvis ikke vi udstøder hele befolkningsgrupper, og dermed er med til at skabe parallelsamfund. Integration tager et par generationer. Selv i USA, hvis hele vision bygger på det flerkulturelle samfund, kan man finde hele bykvarterer, hvor der kun tales spansk eller kinesisk. Støder vi på det derovre, er det eksotisk, støder vi på det her, krænker det vores danskhed. Det ophidser mange, fordi det efter år med Dansk Folkepartis dogmatiske propaganda desværre er lykkedes at gøre mange danskere intolerante.

Men andre dele af befolkningen føler sig i dag hverken truet eller frastødt af det fremmede, for de har rejst verden rundt og opsøgt fremmede kulturer i eet væk. Ungdommen har i de sidste tyve år som en selvfølge taget på verdensomspændende rejser. De taler ofte flere sprog og bevæger sig frit i verden, tager jobs i udlandet, og vender klogere og mere tolerante hjem. De intolerante lever derimod ikke dette liv og føler sig ikke hjemme i den store verden. De finder kun trygheden i den lille velkendte verden og det lille liv, og dem taler Pia Kjærsgaard til med sin snæversynede gadekærspolitik. Af samme grund er Danmark under Muhammed-konflikten igen og igen blevet kaldt provinsiel af udenlandske kommentatorer, fordi vores land udadtil tegnes af denne fordomsfulde, selvtilfredse holdning i udlændingespørgsmål.

Jeg har selv i de senere år rejst en del i Malaysia. Malaysia hører som bekendt til den muslimske verden med et muslimsk befolkningsflertal og regering. Men i dette overraskende moderne land arbejder alle kvinder som en selvfølge og kvinder uddanner sig på lige fod med mænd og får derfor i stadig større udstrækning ledende jobs i landets firmaer. Man får passet sine børn i daginstitutioner nøjagtig som her, men kvinderne går ærbart klædt, og de bærer tørklæder. Her er der dog tale om selvbevidste kvinders udgave af den muslimske klædedragt. Man ser aldrig sortklædte kvinder. Kvinderne er derimod farvestrålende klædt, ofte i blomstrede kjoler eller jeans, og bruger tørklædet som en udsmykning, der farvemæssigt matcher resten af tøjet. De fuldkommen tilslørede Saudi Arabiske kvinder der sammen med deres mænd ofte er turister i landet, ser indbyggerne i Malaysia lige så skævt til som resten af verden. De bryder sig lige så lidt som os om bortgemte kvinder i store sorte telte, der ikke kan bevæge sig frit.

Loven tillader ganske vist de malaysiske mænd at tage mere end én kone, men det sker stadig sjældnere. For selvom kvinderne ikke sætter spørgsmålstegn ved mændenes ret til at gøre det, fastholder de en regel om, at det kun må ske, hvis kone nr. ét er helt indforstået, og hvis manden er i stand til at sørge lige godt for de to familier såvel materielt som seksuelt og følelsesmæssigt. Det er sådan, de moderne malaysiske kvinder sætter deres ligestilling igennem. Et eksempel på hvordan de muslimske kulturer er under forandring, når de bliver en del af moderniteten.

Når de muslimske kvinder herhjemme søger tilflugt på krisecentrene fra deres voldelige mænd er det ikke tegn på deres undertrykkelse men på deres frigørelse. De lever i et land, hvor de ser kvinder have en helt anden status, og de gør som danske kvinder, når de er fortvivlede: de søger hjælp.

Men mange af disse kvinder kan ikke forsørge sig selv eller de udsættes for en hel families trusler til at blive i et ulykkeligt ægteskab. Truslerne kan lige så godt være udstødelse som korporlig vold. Rettroende muslimer fra Tyrkiet, Palæstina, Pakistan eller Somalia er jo opvokset med normer om, at kvinder skal være lydige, dydige, a-seksuelle, selvopofrende, stille sig til rådighed for familien og værne om dens ære, nøjagtig som kvindeidealet så ud i Danmark indtil sidste halvdel af 1800-tallet. For også vi har haft en kirke, der har lavet mange ulykker, og hvis kvindebillede er lige så undertrykkende som det muslimske. Det er kun i kraft af oplysningstidens frigørelse fra religionen, vores lighedsidealer og demokratiopfattelse, at vi har fået kæmpet os ud af kirkens ortodokse klør.

Men ifølge Naser Khader skal der skelnes mellem “ære og skam-begreberne” og selve religionen. I   Ære og skam skriver han: “Det er de uskrevne regler for ære og skam, der mere end religionen fastholder den skarpe kønsadskillelse, sløret, mødommens intakthed m.m.” Og kvindens ære handler kun om hendes seksuelle adfærd, krav om at hendes adfærd skal kaste glans over familien. Mens de unge mænd med mellemøstlig baggrund, der vokser op her opfordres til at tilpasse sig deres nye land, forventes kvinderne ofte at fortsætte med at leve, som om de stadig boede i det gamle land. Det er nemlig deres opgave at føre traditionen og kulturen videre, sådan som det altid har været, også i vores land.  

I spørgsmålet om kvinders rettigheder manipuleres der tilsyneladende groft med islam og Koranens ord af magtens mænd og af imamerne. Og det er med til standse muslimske kvinders udvikling og oprør. Der er både muslimske feminister, der mener, at der i islam er belæg for en demokratisk tankegang og for kvinders rettigheder. Og der er feminister som historikeren Leila Ahmed, der mener, at islam og feminisme er uforenelige men som tilføjer, at feminisme er i konflikt med stort set alle idelogier både i Vesten og i den muslimske verden. Det store problem er og bliver fundamentalisterne, som bekæmper forandring, da den truer deres autoritet, hvadenten det er imamer eller familiefædre. Religionen bruges med arme og ben til at udkæmpe en kolossal magtkamp for eller imod det moderne samfund eller en udvikling, der ligner Vestens, som qua kolonialismen er den gamle fjende.

Historien om afghanske og iranske kvinders grusomme skæbner som andenrangsborgere uden rettigheder eller håb fremkalder vrede. Men er de udtryk for islam? Eller er også den udtryk for helt andre ting? Afghanistan, Iran, Nigeria m.fl. var eller er alle styret af diktatoriske og fundamentalistiske regimer, hvis kvindesyn og menneskesyn er både primitivt og horribelt. Regimer hvis ledere ingen respekt har for menneskeliv ligesom vi har set det i Europa med Hitler og Stalin. (To herrer der også helst spærrede kvinder inde i hjemmet). Magtmennesker og diktatorer bruger alle tænkelige redskaber til at bevare deres magt, inklusiv religion og henvisninger til tågede æresbegreber eller nationalistisk loyalitet. Det enkelte individ og den enkelte regering må gøres ansvarlig for det, ikke religionen, landet eller racen. Når utro kvinder stadig stenes i nutidens Iran er det helt uanstændigt, og vores udenrigsminister bør protestere højlydt over det. At man i Sydeuropa også stenede utro eller letlevende kvinder før i tiden, gør jo ikke sagen bedre. Men det er tankevækkende.

Ligesom det er, at også jøderne er blevet skældt ud for nøjagtig de samme ting som muslimerne i dag. Også de skilte sig helt synligt ud fra befolkningsflertallet i påklædning og skikke, og det gør man ikke ustraffet. Det er kort sagt vigtigt at relativere tingene for ikke at ende i hadefulde korstog.

Mit kendskab til vores egen historiske udvikling siger mig, at hvis folk ser deres interesse i at gøre op med religiøse dogmer, så skal de nok finde en vej. Hvis de arabiske lande, der slås med fattigdom og arbejdsløshed ville indse, at vejen til et bedre liv i høj grad handler om ligestilling mellem kønnene, så en hel befolkning, også kvinderne, kan arbejde og dygtiggøre sig, så ville de nok vælge den vej fremfor fortidens religiøse fundamentalisme. Ikke fordi vores normer er de eneste saliggørende, men fordi det i Europa har været i kraft af denne ligestilling og demokratiopfattelse, at vi har fået bygget de samfund og den rigdom, vi har.

Skriv en kommentar

Filed under Artikler